Kampen for den engelske uge

Billedet er taget af en tegning af satirikeren Storm P fik lavet efter bestilling af B.T den 24. juni 1918

Det har ofte været sådan at fagbevægelsen og socialdemokratiet har placeret den otte timers arbejdsdag som en historiske milepæl for deres succes at arbejderbevægelsen i samlet kræft rejste sig fra gulvet og aktionerede for den otte timers arbejdsdag, men dette er en forsimpling af historien lavet af fremtrædende personer i socialdemokratiet og i fagbevægelsen som bevidst har skubbet de radikale arbejdere ud af kampen der gjorde det muligt for dem overhovedet at komme til forhandlingsbordet, og nu er det nok. Myterne skal hviskes væk og sandhederne skal frem.

I dette indlæg vil jeg prøve at modbevise den fejlagtige antagelse at socialdemokratiet og Det samvirkende Forbund(LO) alene var foregangspersonerne der kæmpede for den otte timers arbejdsdag, de har derimod taget æren for en kamp der ikke blev gennemført af dem. I dette indlæg vil jeg bringe data der skal vise hvorfor at socialdemokratiet og DsF bevidst undgik at tage en del af l kampen for ”Den engelske uge”, det som vi senere kommer til kende som weekend. I dette indlæg har jeg brugt artiklen ” Arbejdsgiver, arbejdere, socialdemokrater,syndikalister: I kamp for 8 timersarbejdsdagen” Af Poul Vittus Nielsen som min primære kilde, jeg kommer derfor til at referer en del til denne artikel, udover det har jeg brugt bogen ”De Rygende skorstene” af Birgit Knudsen, alle andre kilder jeg ikke mener der er værd at nævne i denne introduktion kan findes nederest i indlægget.

 

De tre historiefortællinger

Det er et omstridt punkt i dansk arbejderhistorie om hvem der først agiterede for den 8 timers arbejdsdag i starten af 1900-tallet, Det Samvirkende Forbund ledelse og socialdemokratiets tog begge æren for den otte timers arbejdsdag i deres jubilæumsskrifter, Første var det Socialdemokratiet i deres jubilæumsskrift der i året 1921 ”Det Danske Socialdemokrati og dets historie 1871-1921” året efter vedtagelsen for den otte timers at de tilskrev dem selv æren og specielt Thorvald Stauning for hans evne til at få forslaget vedtaget. I år 1922 efter at socialdemokratiet udgav deres jubilæumsskrift udgav D.s.F så sit eget jubilæumsskrift, hvor de tilskrev sig selv æren, samt med den socialdemokratiske folketingsgruppe for deres indsats.

I samme jubilæumsskrift bliver der også nævnt hvad både socialdemokratiet og D.s.F mener om de kræfter de mener har besværliggjort processen for implementeringen af den kortere arbejdsdag. Syndebukkene var de radikaliserede arbejdere indenfor de forskellige byggefag: Muresvende, Saddelmagere, mur-beton arbejdere og andet blev alle stemplet som syndikalister, som var en del af venstreoppositionen i den danske arbejderbevægelse. Antallet af syndikalister i den danske arbejderbevægelse og specielt hos byggefagene var mindre end hvad DsF’s bestyrelse har haft antaget da de valgte at stemple arbejderne indenfor byggefagene for at være syndikalister. Derfor er begge af disse kilder ikke særlig pålidelige, og har kun bygget videre på myten.

I løbet af 1970’erne skete der en nyfortolkning af arbejderhistorie, og derfra bliver hele emnet nu behandlet mere videnskabeligt, og den første åbne kritik af den hidtidig socialdemokratiske historiefortælling at det var socialdemokratiet alene, samt DsF som forhandlede sig til sejren og at Stauning som til sidst som fagminister fik implementeret den otte timers arbejdsdag Rapporten fra 1972: ” 8-timers arbejdsdag- Kravets formulering og udførelse. ”af Historikeren Søren Kolstrup, i hans rapport konkludere han på baggrund af hans kildemateriale og litteraturliste således:

»I omtrent tre decenier holdt den socialdemokratiske arbejderbevægelseliv i kravet
om en normalarbeidsdag og gennemførte det til sidst på fagligt og politisk plan –
dog under stærkt tryk fra fagbevægelsensvenstreopposition«.

Søren Kolstrup startede så en nyfortolkning af arbejdstid-spørgsmålet, så hvem var denne venstreopposition, og hvad gjorde de så, der tvang både socialdemokratiet og DsF til at træde i karakter?

Optaken til kampen for den ”Engelske uge”

” »Det paalægges Bestyrelsen snarest at søge Forhandling med Murerlauget om Gen
nemførelsen af den saakaldte »Engelske Uge«. Arbeidsugens ophør Lørdag Mid
Kl. 12 i Maanederne Marts April Maj Juni Juli August September Oktober«

Sådan lød et forslag stillet af den tidligere FS’er [1]og muresvend Christan Rassow til en generalforsamling i København for muresvendenes fagforening i slut april 1918, der er ingen kilder for hvor han har fået begrebet fra, men hvis man kigger udover Danmarks grænser var det nok en af den internationale arbejderbevægelses mest berømte parole: ”Eight hour day” eller ”8-8-8” som nok har været inspirationskilden, denne parole er udsprunget af” The different questions” skrevet af Karl Marx for den første internationale der skriver i 1865 angående den otte timers arbejdsdag

” The legal limitation of the working day is a preliminary condition without which all further attempts at improvements and emancipation of the working class must prove abortive, and The Congress proposes eight hours as the legal limit of the working day“

Men dette er dog kun en antagelse. I dansk sammenhæng dukkede ”8-8-8” som en parole først op i 1872 da den socialdemokrat og marxist Louis Pio agiterede for under en strejke murene lavede. Louis Pio oprettede den danske afdeling af den første internationale og derfor kan det jo antages at han har bragt det derfra. Senere er parolen så siden dukket op til de årlige første maj demonstrationer helt frem til vedtagelsen af den otte timers arbejdsdag.

Christian Rassow’s forslag blev vedtaget, og det faldt ikke i god jord hos den socialdemokratisk dominerede ledelse i muresvendens fagforening, de ønskede ikke at lave en overenskomststridig strejke, da det kunne ende med en sag i voldsgiftretten2]

I løbet af de første år igennem første verdenskrig, stod Danmarks virksomheder for en lys tid forude, danske fødevare var eftertragtet og et mindretal af den danske befolkning tjente store summe penge ind, det betød dog ikke særlig meget for arbejderne selv, da realønnen(sammenhængen mellem løn og prisen på forbrugsvare) var stærkt faldende, det betød at arbejderne begyndte at lave strejker der var strid med septemberforliget(Den danske model), at man ikke må lave spontane strejker udenfor overenskomstforhandlingerne, i denne periode brugte FS(Fagoppositionens sammenslutning) og andre venstreradikale grupper tid på at opfordre arbejderne til at strejke selvom det gik imod septemberforligets betingelser, det betød så at Dansk arbejdsgiverforening valgte at holde en konference i januar 1918 at de aftalte en strategi på hvordan man kunne forhindre de overenskomststridige strejker.

Den aftale strategi var at udøve passiv modstand imod arbejderne, at man ikke ville vedtage deres krav, men straks forsætte med at forhandle. På grund af det store opsving af den danske økonomi, ønskede man ingen evt. konflikter da det kunne ende med at produktionen kunne stoppe og, at virksomhederne ville kunne indtjene store overskud.

Efter muresvendenes generalforsamling indkaldte de murelauget[4] til forhandling, der straks afviste muresvendens krav, Dette faldt ikke i god jord hos muresvendene.

Der bør også nævnes det ikke kun var muresvendene der var gået i gang med idéen om en nedsat arbejdstid

Hos jord-og beton-arbejderne havde nyheden spredt sig, og syndikalisten Johannes Sperling [5]der kom med forslaget at også starte med at forhandle med arbejdsgiverne om en nedsat arbejdstid, dette forslag blev dog afvist af fagforeningen.

Hos murerarbejdsmændene gik det dog lidt lettere til sig, den socialdemokratiske ledelse fik stillet et forslag om at fagforeningen skulle forhandle med arbejdsgiverne om en nedsat arbejdstid, og det blev vedtaget på en generalforsamling, mens et par syndikalistiske murearbejdsmænd ønskede et endnu mere radikalt at der skulle forhandles konkret om den otte timers arbejdsdag, deres forslag fik dog kun to stemmer.

Weekendbevægelsens fødsel og arrige socialdemokrater

Så skete det altså at muresvendene et par hunderede muresvende lørdag d. 25 maj, gik rent spontant hjem, dette ledte til et massivt, dette var hverken af opfordring fra syndikalisterne eller socialdemokraterne, men indirekte gik de i led af “Direkte aktion.” Den næste lørdag den 31 juni var det ikke kun muresvendene der gik fra deres arbejdspladser men nu også arbejdsmændene, dette fik murersvendenes fagforeningen til at få indrykket en annonce i socialdemokraten, som var socialdemokratiets partiavis, som var blevet betragtet som den officielle arbejderpresse (udover Solidaritet som tilhørte Fagoppositionens sammenslutning, som var en del af venstreoppositionen i fagbevægelsen frem til 1930’erne.) I socialdemokraten kunne der læses at fagforeningen rådede murersvendene til at overholde deres overenskomstmæssige arbejdstider. Den faglige ledelse hos muresvendens fagforening frygtede også en dom i voldsgiftretten(Arbejdsretten) hvis de fortsatte deres aktioner.

Den kommende uge d. 13 juni blev der indkaldt til generalforsamling, i håb fra den faglige ledelses side en gang for alle at få stoppet aktionerne. Men deres forslag blev nedstemt med 540 stemmer for, og et 140 stemmer imod. Murerarbejdsmændene vedtog også ved en generalforsamling at de skulle blive ved med at holde fri kl 12 om lørdagen, og dette lagde grundlaget for weekendbevægelsen.

Lørdag den 15. Juni kom der endnu en annonce, men nu fra de to fagforeninger om hvad de havde besluttede, så samme lørdag blev der nedlagt arbejde kl 12 på 3 nye byggepladser stenhuggere, jord-og-betonarbejdere og tømre fulgte trop og stoppede med at arbejde kl 12 på enkelte arbejdspladser, og alle bygningspladser i København hvor muresvendene og murerarbejdsmændene var stod stille, samme dag blev der indkaldt til mæglingsmøde fra Dansk arbejdsgiver forening, grundet deres tidligere nævnte taktik, ønskede de ikke en konflikt. Så de kom et forslag om at hvis arbejderne fortsatte med at arbejde, så vil der ikke komme nogle sanktioner fra voldsafgiften af. Muresvendenes fagforeningsformand forholdte sig stille, da han i løbet af de følgende havde prøvet at modarbejde weekendsstrejkerne. Mæglingen mislykkedes, og Danskarbejdsgiverforeningen gik til voldgiftretten og muresvendens handlinger vil snart for dem til at koste dyre domme, under de mange og jævne generalforsamlinger i denne hede periode, kom der forslag hvordan man kunne slippe for at betale for de snart indkommende bøder. Der var kreative forslag som at muresvendenes fagforening skulle bruge alle pengene op på en skovtur, så de ikke kunne betale for bøderne, inden at Dansk arbejdsgiverforening ”Kom og tog alle pengene”.

Under disse hede konflikter fik det nu Chr.Rassow valgt ind i bestyrelsen som senere fik en stor rolle, i at være et modspil overfor resten af den socialdemokratiske ledelse. Som hidtil havde prøvet at modarbejde weekendstrejkerne. Den 17 juli samme år faldt den dom som lød på 1000 kr(udregnet til 31.650 kr i dag). Dette afskrækkede ikke resten af byggefagene for at fortsætte med weekeendstrejkerne. Snart fulgte flere trop og nu begyndte saddelmagerne også at lave en weekendstrejker, snedkerne fulgte med 161 snedkere valgte lørdag d. 6 juli valgte 110 snedkere at tage fra arbejde lørdag kl 12, og listen fortsætter.

Weekendbevægelsens død og socialdemokratiet revolutionsskræk

Der var flere og flere der valgte at deltage i strejkerne, og selvom der kom flere bøder stoppede det hverken muresvendene eller de andre byggefag som fulgte trop, men til sidst Danmarks Arbejdsgiverforening begyndte at skride i karakter og de begyndte at sende en masse indklagelse ind til arbejdsretten og det blev dyre domme hos murersvendenes fagforening i August fik en bøde på omkring 18.990.13 kr. og dette tvang fagforeningen til at nedlægge sig selv, de oprettede derfor et 7-mandsudvalg der skulle varetage muresvendens interesser så langt hen strejkerne nu kunne vare og slutdatoen blev præciseret til ”engang i oktober”. Poul Vittus har ikke kunne finde noget kildemateriale på om der er vedtaget nogle beslutninger eller nogen anden slags form for referat.

De andre byggefag, havde hellere ikke nogen slutdato på hvornår de skulle slutte med strejkerne, men valgte lidt efter også at stoppe nøjagtig samme tidspunkt. Selvom syndikalisterne agiterede for at de skulle fortsætte med at strejke.

Det sidste der dog lige skal nævnes er at, der ikke kun var aktivitet i København, men også store byer som Odense og Århus. Hvor f.eks. smedene var så ret så aktive i weekendstrejkerne.

Weekendbevægelsens død lægger lige omkring januar-overenskomsten 1918-1919, som ligger lige efter nogle meget kaosfyldte begivenheder, syndikalisterne havde skabt uro i gaderne efter stormen på børsen, og de borgerlige politikere samt de radikale og socialdemokratiet, var bange for at den ”tyske” feber eller den tyske revolution skulle komme op til Danmark og radikalisere befolkningen, DsF følte sig truet af byggefagene og skred straks til handling om forhandling, socialdemokratiets rigsdagsgruppe havde heftige diskussioner. Thorvald Stauning var yderest træt af de radikaliserede arbejdere og de revolutionære syndikalister som satte borgfreden på Christiansborg på en prøve. Den radikale indenrigsminister Ove Rod erindrer dette i sin dagbog:

»Munch, Zahle og jeg [talte] om stillingen, der med den nye rivende udvikling i
Tyskland har fået en særlig ængstelig karakter. Enige om, at det er bedst at søge en
del reformlove i nøje tilknytning til stillingen og ikke sætte noget i bevægelse derudover, men søge at holde ligevægten. Under samtalen kom Stauning. Han syntes
noget ængstelig m.h. til morgendagens syndikalist demonstration [5]og strejkeforsøg.
Mente det rigtigt, at socialdemokraterne mødte frem med nogle krav. Jeg tilrådede, at det var ham, der i ministeriet fremsatte ønsker, som vi gav tilslutning, for at hans
stilling skulle styrkes, og bad ham overveje, hvad der kunne være tale om.«

Hvem tilhøre så æren?

Poul Vittus konkludere således

” De mange aktionsvillige, men ikke syndikalistiske arbejdere pressede
for 8 timers arbejdsdagen; den socialdemokratiske partiledelse formidlede en del af dette
pres; byggearbejderne tog 8 timers dagen; DA gav den
og DsF fik den. De danske arbejdere gav hermed deres bidrag til den internationale kamp for 8 timers dagen. Gennemførelsen af det 30 år gamle arbejderkrav i Sovjetunionen, Finland og Tyskland havde ideologisk betydning for de danske arbejdere.”

Baseret på de kilder, jeg har samlet ind, ville jeg konkludere det samme, dog vil jeg give syndikalisterne en mere væsentlig rolle, både indirekte og direkte, da de har forsøgt at påvirke bevægelsen. Det er dog et par bemærkninger jeg er uenig med Poul Vittus, i artiklen prøver han at ligestille at de alle tre parter var lige gode om det, men dette er ser jeg som en forsimpling. Syndikalisterne har aldrig taktisk forsøgt at overtage nogen bevægelse, eller gøre noget til deres ”egen”. De har prøvet at påvirke bevægelsen i en bestemt retning, så derfor er der ikke tale om et ideologisk skænderi men dem der faktisk var inde og påvirke kampens gang. Socialdemokratiet valgte at se passivt til på det tidspunkt weekendbevægelsen begyndte at aktionere, de ønskede ikke tage en del af bevægelsen. Da ikke ville forstyrre borgfreden på Christiansborg. D.s.F turde ikke at tage en del af kampen nøjagtig af samme grund, klassekampen som de tre parter ellers historisk havde været enige om i hvert fald af den første del af det 20 århundrede havde ændret sig, de radikale arbejdere samt syndikalisterne mente ikke at kampen skulle kæmpes bag forlig og en masse bunke bureaukrati, mens at D.s.Fs top var handlingslammet efter de havde set at deres aftaler havde spillet fallit.

 

I dag ser vi stadig radikaliserede arbejdere der er trætte af alt skal forhandles gennem papir og en masse aftaler, de har set gennem illusionen om at de to parter arbejdsgiveren og arbejderen ikke er lige, og derfor ville det kun være fair. Hvis de tog de syndikalistiske taktikker til sig.

 

 

 

 

Kilder

http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=483&Itemid=649#syndikalister-og-weekend-bev%C3%A6gelsen

 

De Rygende skorstene af Birgit Knudsen, side 43(Både tekst og billede)

http://www.slideshare.net/SFAH/aarbog-22-1992nielsende-togdefikdeottetimer

http://www.gravsted.dk/person.php?navn=johannessperling

http://www.leksikon.org/art.php?n=2375

https://www.marxists.org/archive/marx/works/1866/08/instructions.htm#11

Fodnoter

1 Fagoppostionens sammenslutning(1910-21) var en syndikalistisk inspireret organisation i Danmark som var en modvægt til den moderate arbejderbevægelse, nogle af de mærkesager som de markerede sig stærkt på var 8-8-8 og en afskaffelse akkordlønssystem og deres mest kontroversielle en ophævelse af septemberforliget. Fagoppositionen havde sit højdepunkt i årene op til første verdenskrig og lige efter på grund af reallønnens fald, som var med til at radikalisere arbejderne FS fik sin nedtur i 1921 og indgik i et samarbejde med kommunisterne og blev en del DKP, efter det opløste FS sig selv.

2. Voldsgiftsretten: En domstol der blev vedtaget efter septemberforliget, voldsgiftretten varetager sager mellem arbejdsmarkedets parter, i 1953 skifter voldsgiftsretten navn til arbejdsretten

 

4. Murelauget var en arbejdsgiverforening

5 Syndikalist-demonstationen og strejkeforsøget Ove Rod nævner er den kendte demonstration på grønttorvet, der blev afholdt efter urolighederne på børsen da nogle arbejdsløse syndikalister ”stormede børsen”. Efter børsen blev stormet, blev nogle af de fremtrædende ”ledere” af den syndikalistske bevægelse anholdt og varetægtsfængslet anklaget for at have planlagt urolighederne. De mange radikaliserede arbejdere var rasende over at deres kammerater var blevet anholdt, derfor valgte omkring 50.000 arbejdere at møde op på grønttorvet, der var voldsomme kampe mellem arbejderne og politiet. Kilde ”De Rygende skostene” af Birgit Knudsen s, 61